Ove Giedde

  Notater:

København - Ceylon. En sømands rejse.

KAPITEL 1

"Har du hørt det?" Hans vendte sig om imod mig. " Hørt hvad? ". " Vi skal med til Ceylon, og for at det ikke skal være løgn, skal vi have Ove Gjedde med om bord! ". Vi stod og kiggede på skibene, der lå fortøjet til kajen. Ude på det smudsigt grønne hav sejlede et par små både. Vi var lige kommet fra borde efter at havde været en tur til England for at få solgt et lager af sild og korn.

" Hør her: D. 29 november skal følgende skibe på handelssejlads til Ceylon for at oprette Danmarks første tropekoloni "Christian", "Kjøbenhavn" samt jagten "Øresund". Disse skibe og deres modige besætninger vil blive fulgt af de to orlogsskibe "David" og "Elefanten". Ekspeditionen skal efter planen afgå d.29 november, men da der er mange af skibenes besætninger, der ikke har fået besked endnu, kan det tænkes at rejsen udskydes et par dage."

Hans satte opslaget tilbage på tønden og sagde: " Vi må hellere se at komme tilbage til skibet, Erik! ". Mens vi gik, spurgte jeg: " Du, Hans, du har mødt admiral Ove Gjedde før, hvordan er han?". "Han er som djævlen på jord, streng som helvede og dødelig som Skærsilden, han er bestemt ikke en person man skal lægge sig ud med!".

Da vi rundede kajen, kunne vi se det gode skib "Elefanten" ligge i al sin pragt og vugge blidt på de små bølger. "Hans, Erik, skynd jer at komme om bord, vi skal have gjort skibet klart til brug!". Vi skyndte os op ad landgangsbroen og ud på dækket, hvorfra vi gik ned i vore lukafer og begyndte at pakke vore sparsomme ejendele.

De følgende dage gik ganske hurtigt om bord, der var masser af ting der skulle gøres, før vi kunne tage af sted. Og endelig oprandt dagen, hvor admiral Ove Gjedde kom om bord og skulle inspicere sine tropper, en meget mærkelig og broget skare, bestående af alt lige fra de mest garvede skibsrotter, til folk som aldrig havde været på skib før. Og han lignede satan, gjorde han, med sit lille spidse skæg og skarpe øjne. Jeg gøs ved synet, en født dræber. " Er det deres mænd!?" Ordene gik igennem mig som knive. "Ja, det er vores besætning", svarede vores førstestyrmand Tygge Stygge. "Det er meget svært at få ordentlige mænd til en så farlig tur". Farlig tur?. Der var da ingen, der havde fortalt mig, at det var en farlig tur, tænkte jeg, men hvis selv den næstkommanderende ikke fik at vide, at det var en farlig tur, måtte der da være noget galt. " Mød vores næstkommanderende, Erik Grubbe". Det gav et gib i mig "...Goddag", fik jeg fremstammet, "mig en ære". " Det er mere end jeg kan sige" svarede admiral Gjedde," håber at se mere til Dem" Opblæste nar, tænkte jeg, tror han, han bestemmer det hele? En sand djævel.

Næste morgen vågnede jeg tidligt og tog afsked med min familie. I dag var det november den 29, og det var altså den dag, hvor vi skulle af sted. "Der ligger de, er de ikke prægtige? " Jeg vendte mig om, der stod Hans og beundrede skibene, der la ved kajen. Det var en meget solrig dag, og vi skulle lige indlogere os hos admiral Gjedde, før vi gik om bord.

KAPITEL 2

Vor lønningsliste så jeg først anden dag af sejladsen, da jeg skulle gå listerne igennem. De så nogenlunde sådan her ud:

Kaptajnen 100 rd Overstyrmanden 74 rd Købmanden 40 rd Første understyrmanden 40 rd Tømmermanden 35 rd Bartskæreren 30 rd Anden understyrmanden 29 rd Buttelieren 28 rd højbådsmanden 26 rd Konstablen 26 rd Kokken 24 rd Matroser og bøsseskytter 71/2 rd

Personligt syntes jeg, at det var underligt at admiral Gjeddes hyre ikke var opgivet på listerne, men jeg måtte vel være tilfreds med min egen lønning, og så var det ellers af sted over hals og hoved. Inden aften havde vi passeret Anholt og det gik ualmindelig godt. I starten var der lidt problemer med søsyge, men de forsvandt hurtigt. Næste morgen, da jeg vågnede, havde vi passeret Læsø og var på vej rundt om Grenen. Vi var et par stykker der var rimelig mistroiske, hvad angik vores tur til Ceylon, men vores mistro forsvandt hurtigt, da vi kunne se, hvor gode betingelser der var for vor tur. Efter fem dages sejlads kom vi til Doggerbanke, og dagen efter fik vi at vide, at de andre havde lidt problemer om bord på jagten "Øresund", og vi måtte ligge for anker resten af dagen, mens "Øresund" indhentede os igen.

Efter ni dages sejlads kom vi til den Engelske Kanal. Jeg var gået op for at trække lidt frisk luft og gik hen til rælingen. " De står nok og kigger ud over havet, hva' Erik?" Gjedde kom gående over dækket og lige hen imod mig." Ja, det er pænt vejr i dag". " Det skal De ikke blive narret af, vejret har det med at skifte når man mindst venter det!" Sagde han. "Ja søreme, der ude i horisonten, ja lige der, det trækker op til storm!". " De må vænne Dem til, at det stormer, det stopper ikke, før vi kommer ud på den anden side af den Engelske Kanal " . "Erik! Erik!, Har du set, at det trækker op til storm?". "Tjaa, tanken har strejfet mig, jeg tror det er bedre, at vi surrer al løs last fast til dækket". Jeg gik op imod styrmanden og sagde " Det trækker op til storm, du må hellere få førstestyrmanden på dæk". Derfra gik jeg helt op i forstavnen på skibet og kiggede ud over havet. " Man står nok og drømmer, hva' Erik?!". Hans var kommet op på siden af mig. "Ahh, det er herligt at stå og kigge ud over et stormende og brusende hav". Han trak vejret dybt ind, og åndede tungt ud. " Tror du, at vi klarer den helt til Ceylon?". Jeg havde ikke tænkt mig at svare, men Hans var en person, der ikke bare sådan gav op. "Tænker du på en bestemt derhjemme?. Du har måske en lille tøs ?" Hvor var han dog irriterende!!. " Til din egen oplysning er jeg en afholdende ungkarl, der aldrig giver mig i lag med, mere end jeg kan gabe over". " Ja, ja, den er god med dig, tror du ikke, at jeg kender dig hva', din gamle gris". Det var lige før jeg gav ham en dummeflad!.

Næste dag var vi ude af Kanalen, og dermed holdt stormvejret op. En dag kom kaptajn Gjedde op til mig på dækket og sagde: "Erik! Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om, kommer du med ned i min kahyt?" Og selvfølgelig gjorde jeg det. Gud ved, hvad der ville være sket, hvis jeg havde sagt nej. Vi gik ned i hans kahyt, hvor vi satte os i hver vores stol. "Hvis jeg skulle gå hen og dø eller på anden måde ikke være i stand til at nå til Ceylon, så er du vel vidende om, at det er dig, der har kommandoen, og jeg vil bare have dig til at vide, at hvis du får kommandoen, skal du bringe mit skib tilbage i ét stykke!. Forstået?!". "Javel hr. Kaptajn". Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige, så jeg sagde det første, jeg kunne komme i tanker om: "Det var rart at snakke med Dem!", og så skynde jeg mig ellers op på dækket igen. Oppe på dækket var der liv, en ting jeg godt kunne lide, liv.

Næste morgen sejlede vi midt ude på åbent hav, bare hav, hav, og atter hav. Efter vore beregninger ville det tage mindst ti måneder før vi var ved Ceylon, så vi havde tid nok, og tiden blev brugt til alt, alt mellem skriveri og klatring i masten.

KAPITEL 3

Dagene fløj af sted, og alt så ud til at gå godt også om bord på de fire andre skibe. En dag fik vi et brev fra kaptajnen på det gode skib "Øresund". I brevet stod der, at skørbugen havde taget sit indtog på skibet, og for at være mere præcis, skriver jeg her et uddrag fra brevet:

I køjerne eller lænet mod det opstaaende hænger og sidder forpinte mænd, søfolk og soldater, med blodet strømende fra næse og mund og blaa udtrædninger under huden. Deres gummer er svulne og tænderne løse. Naar de aabner gabet stinker det som fra en kule.

Efter at vi havde modtaget dette brev fra "Øresund", begyndte frygten at brede sig, og når først frygten havde bredt sig, varede det ikke længe, før selve sygdommen kom. Den kom om natten.

Næste morgen vågnede jeg tidligt på grund af tumult ude på dækket. Først troede jeg, at det var et mytteri, der var under opsejling, men da jeg kom ud på dækket, fandt jeg straks ud af, at det var noget ganske andet, der var på spil. Ude på dækket lå der en stor stabel lig. Straks vidste jeg, at det var skørbugen, der var kommet om bord. Det gøs i mig. Jeg fór ud på dækket, hvor jeg stormede ind i Tygge Stygge. "Hvorfor den fart, Erik? Du kan være ganske rolig, Hans er ikke død, endnu. " "Hvorfor siger du endnu. Er han også ramt?!" " Nej, ikke endnu, men vi bliver alle ramt. Når først skørbugen har taget sit greb i skibet, kan kun ordentligt mad få den til at forsvinde igen!". Det gøs i mig igen. Jeg gik op til kaptajnen og spurgte ham, om han vidste, hvornår skørbugen var indtruffet. " Den kom i nat, den lede satan, døden kommer altid om natten, mens man sover!".

De næste par dage gik med at smide lig over bord og holde tal på de døende. Fra nu af var vores færd præget af død. Hvor vi sejlede, var døden altid lige i vores kølvand. Efter at vi havde sejlet i tre uger, passerede vi Kanarieøerne. En dag, hvor jeg var oppe at trække noget frisk luft, faldt jeg tilfældigvis i tale med førstestyrmand Tygge Stygge. Det skal til Tygge's forsvar siges, at han var et af de sødeste mennesker, som der nogen sinde havde gået på to ben. Vores samtale forløb nogenlunde sådan her: " Noget nyt under solen, Tygge?", "Nææh, det hele er lige så ensformigt som vores tørre beskøjter og salte sild". Det havde han stort set ret i, sa jeg havde fået min nysgerrighed stilletog gik tilbage til mit lukaf. Herfra og til havnen i Dakar gik dagene ensformige og langtrukne. Da vi lagde til i Dakar, blev der straks tilkaldt en læge til at kigge på de syge, mens vi andre fik lov til at gå fra borde.

Mine skridt styrede direkte fra havnen til det nærmeste værtshus, hvor jeg straks bestilte det første det bedste. "Synes du ikke, at det er noget underligt mad man holder sig her?", Hans var kommet ind af døren. "Næh, den undrer mig ikke, men jeg har jo også været på Kanarieøerne !", "Har du det?!, hvornår?", "Det er en lang historie, men jeg var et par gange på Kanarieøerne om bord på det Spanske skib L'Esperanza." " Det siger du ikke!, var det spændende?" "Jaa, det var da meget sjovt at prøve, og de gav en god hyre!". Da vi var færdige med at spise, gik vi os en tur i landsbyen.'

Næste morgen skulle skibet ses efter, og vi fandt en mindre læk i bagbords side. Denne læk var skyld i, at vi blev nødt til at blive i Dakar to dage ekstra. Da vi endelig kom af sted, havde vi brugt otte dage i Dakar. Første dag efter vores afsejling fra Dakar var humøret højt, og der var dobbelt ration rom til alle. Fire dage efter skete der noget højest besynderligt. Vi kom sejlende, da vi lige pludseligt fik øje på et fremmed skib.

Igennem min kikkert kunne jeg se, at skibet ikke førte nogen form for flag, hvilket i sig selv ikke var normalt. Efter vi havde haft dette skib i kikkerten i et par timer, begyndte det at hale ind på os. Efter i en time at have sejlet på denne måde, opdagede jeg til min store skræk, at der var hejst et flag, et sort flag med tre stjerner og to overkorslagte krumsabler, arabiske pirater. Vi besluttede os for at lægge os tæt op ad de andre skibe og ventede på signal til kamp, og vi vidste at det ville komme. Klokken blev fire, før de angreb. Kampen varede i en time, hvorefter vi kunne tælle de døde pirater i vandskorpen. De havde ikke en chance imod vores to fuldt belagte orlogsskibe. Byttet blev talt og viste sig at være en pæn stor bunke. Om aftenen talte vi om denne hændelse over aftensmaden. Nogle syntes, at det havde været synd for piraterne sådan bare at sænke deres skib, andre syntes, at det havde været deres egen skyld. Den aften gik jeg tidligt i seng.

De næste par måneder skete der næsten ingenting. Dagene gik deres vante gang, og maden var lige så afskyelig som altid. Det eneste, der er værd at nævne, var da Hans blev slået omkuld af en fartgal flyvefisk på afveje og gik i dørken med et brag.

KAPITEL 4

Man kunne tydeligt se, hvem der var vant til at sejle, og hvem der ikke var. De, der ikke var vant til at sejle, hang med hovederne ud over rælingen, mens vi, der var vant til at sejle, kun døjede med varmen.

En aften, hvor jeg stod og kiggede på havet, kunne jeg se, at det trak op til storm. Jeg skyndte mig op til Tygge, som stod og passede roret. "Du Tygge, det ser ud som om, det trækker op til storm.", " Ja, det stormer en del her ved Kap det gode Håb. Jeg tror, jeg fører skibet tættere på land. " Dette var en udmærket idé, som straks blev fuldført.

De næste par dage gik med at passe på, at ingenting fløj over bord. Den tredje dag begyndte uvejret at stilne af, og den fjerde dag stoppede det helt. " Så, nu er der knapt så langt igen". Admiral Gjedde kom op på siden af mig. " Det næste stop er Mauritius!", Jeg skævede hen til ham, hvad ville han der?. Det var selvfølgeligt ikke mit problem, så jeg nikkede bare og gik ned igen. De næste par dage vil jeg beskrive på følgende måde: Lange og kedsommelige. Det eneste lyspunkt var, når kokken om aftenen serverededagens ret, som for det meste var stegt flyvefisk, men alene det, at det var frisk mad og ikke den normale tørre, salte fisk, holdt skørbugen fra skibet.

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive mit første møde med Mauritius, men jeg vil forsøge. Aldrig har jeg set så smukt et sted, skovklædte bjergsider, så langt øjet rakte, små, mærkværdige dyr, farvestrålende fugle, der ikke engang gad flyve, når man nærmede sig. Det mest mærkværdige af alle dyr må i sandhed siges at være en lille tyk og gåselignende fugl, jeg først gjorde bekendtskab med den anden dag, vi var på øen. Denne fugl fik vores kok fat i, og den viste sig at være det bedste, jeg længe havde smagt. Inde på øen boede der en flok hollændere, som var mere end villige til at dele deres opskrifter og oplevelser med os. Vi fik at vide, at den besynderlige fugl, jeg har beskrevet, hed en dronte eller, som de indfødte kaldte den, Dodo. Vi blev i alt en uge på Mauritius, før vi drog videre imod vores oprindelige mål, Ceylon.

En dag, hvor jeg stod oppe på dækket, kom førstestyrmand Tygge hen til mig. " Nu er vi der snart, det bliver herligt at komme i land". Jeg kiggede over på ham, han lignede en kæmpestor pingvin, som han stod der, med armene ned langs siden og spejdede ud over havet. " Ja, det bliver da meget rart". Den aften sad jeg nede i min kahyt og spekulerede over, hvad jeg egentligt ville, når vi kom i land på Ceylon. Først skulle jeg vel med Gjedde hen og forhandle med de indfødte, men jeg kunne jo få vores købmand til at gå i stedet for mig.

De næste par dage gik støt, og inden jeg vidste af det, sejlede vi hen over Maldiverne. Og hvilket syn!, Hundredvis af små sandbanker, liggende spredt hist og pist, ind imellem groede der et par palmer på dem. Det var et syn, som jeg aldrig vil glemme. De næste fem dage gik i spænding om, hvem der først fik øje på Ceylon, (admiral Gjedde havde udlovet en præmie på 25 rd til den første der fik øje på Ceylon).

1 år og 7 måneder efter vor afrejse fra København, fik vi Ceylon i sigte for første gang. Hvilken lettelse det var at stå oppe på dækket og skue mod land, lige det jeg havde trængt til i meget lang tid. Nu vidste jeg, at vor rejse var omme, og at jeg snart ville få fast jord under fødderne.

KAPITEL 5

Efter vi havde sejlet om på østsiden, kastede vi anker i en lille bugt og gik straks i land. Der var utrolig flot på øen, ikke fordi det var en overraskelse, men noget så flot har jeg aldrig drømt om i mine vildeste fantasier. I den bugt, hvor vi lagde til, lå der en lille fiskerlandsby, som jeg fik at vide hed Trincomalee. Da jeg var kommet i land fik jeg at vide, at Gjedde ville tale med mig, og så var det tilbage til skibet.

Oppe på dækket stod Gjedde og ventede på mig. Vi gik ned i hans kahyt, og han sagde til mig: " Erik, så snart vi har fået solgt alle vore småsager til de indfødte, skal vi få dannet en lille ekspedition, som tager ind til hovedstaden Kandy og forhandler om en lille del af øen. Jeg vil have, at du står for at få dannet ekspeditionen, og udvalgt de rigtige til at tage med ind til Kandy. " Det var det længste, jeg nogen sinde havde hørt Gjedde sige, og jeg sad i et par sekunder og tænkte over, hvad jeg skulle svare, da Hans pludseligt kom farende ned ad trappen til kahytten og forkyndte, at der var en af de indfødte, der stod nede på stranden og forlangte at snakke med vor leder. Gjedde sagde, at jeg skulle følge med og skyndte sig ud af kahytten. Jeg løb efter ham og nåede lige ned i storbåden, før de sejlede ind imod stranden.

Inde på stranden stod der en lille flok indfødte og pegede ud imod os. Da vi kom ind til stranden, begyndte den af de indfødte, der syntes at være den lille gruppes leder, at snakke uafbrudt, og jeg kunne se, at tolken havde lidt svært ved at følge med.

De næste par uger var langsomme og kedelige, forhandlingerne om tropekolonien gik langsomt, og sømændene var ved at blive trætte af ikke at være ude på åbent hav. Dagene gik, og det så stadig ikke ud til at der var en løsning i sigte. En dag da jeg og Gjedde sad oppe på dækket og snakkede, sagde Gjedde til mig: " Vi bliver nødt til at sejle videre." "Videre hvorhen ?" spurgte jeg. "Ved du ikke, at hvis vi ikke kunne få oprettet en koloni her, har vi fået besked på, at vi skal sejle videre til Indien ?" "Næ, det er der aldrig nogen, der har fortalt mig" svarede jeg. "Så ved du det nu!" sagde Gjedde.

KAPITEL 6

Der gik ikke mange dage efter, at vi havde siddet oppe på dækket og snakket, til der var fuldt af tumult og afrejsenerver på alle skibene. Vores afrejse fra Ceylon er der ikke så meget at snakke om, da den forløb helt planmæssig. De første dage til havs igen kunne man tydeligt mærke på besætningen, at det var lang tid, siden de sidst havde været til havs.

På vores tur til Indien snakkede vi meget om, hvad vi mon kunne få at se i Indien. Mange af mændene troede, at der levede såkaldte étfødder, underlige mandslinger med kun en fod. Personligt troede jeg ikke, at der levede sådanne skabninger i Indien eller nogle andre steder på jorden. Efter tre dages sejlads kom vi til vores destination i Indien, byen Tranquebar.

Tranquebar lignede på mange måder København. For det første var den nogenlunde lige så stor, og for det andet var der nogenlunde lige så mange mennesker i Tranquebar. Det var vores mening at blive i Indien i to måneder, hvor vi bl.a. skulle forhandle om at få en koloni i Indien. Jeg fik hvervet at danne en lille gruppe (højest fire personer), og jeg valgte mig selv, kaptajn Gjedde, Hans og købmanden. Da dette var overstået gik jeg ned til kaptajn Gjedde. "Der er du!", sagde Gjedde, idet jeg kom ind i hans lukaf. "Jeg har ledt efter dig". "Det må du meget undskylde, jeg vidste ikke, du skulle bruge mig, men jeg har fået lavet gruppen, som du bad mig om", svarede jeg. "Godt, ved de, hvad de skal?. Alle sammen?" spurgte Gjedde mig. Jeg nikkede til svar. "Godt, nu vil jeg have, at du siger til mandskabet, at de skal rigge til til natten.

Jeg gik op og sagde til Tygge Stygge, at han skulle lægge op til natten, og begav mig så ind til stranden, hvor nogle af matroserne havde lavet en lille teltlejr. Da jeg kom ind til land, så jeg, at der højest var fire tilbage af de tolv personer, jeg havde givet lov til at gå i land og slå telte op. Jeg gik hen til Hans og spurgte, hvor resten var, og han forklarede mig, at de havde begivet sig ind til Tranquebar. " Hvorfor stoppede du dem ikke ?! " råbte jeg til Hans, men skruede lidt ned for volumen da jeg så, at han var ved at falde bagover af skræk. " Men jeg kunne da ikke stoppe otte personer, der i forvejen var berusede!" Jeg nikkede og undskyldte min dårlige opførsel før, hvorefter jeg bad matrosen i min båd gå til kaptajnen og sige til ham, at jeg beder ham om lov til at tage ud for at lede efter de "bortkomne" matroser. To kvarter efter kom matrosen igen, men denne gang sammen med otte skytter og tre andre matroser, og jeg bad ham takke kaptajnen.

KAPITEL 7

Jeg begyndte så min første tur til byen Tranquebar. Lige før det "lille" ekspeditionshold gik, spurgte jeg Hans, om han ville med, men det ville han til min store skuffelse ikke. Derpå begav vi os ind imod Tranquebar.Da vi havde gået i en lille times tid, så vi det første tegn på, at de havde gået denne vej. Højt oppe i et træ hang en af deres matroshuer. Hvordan de har fået den der op, overgik min fantasi, min vi foresatte vores ekspedition imod Tranquebar. Da vi havde gået en time til, kom vi til Tranquebar. Det tog ikke så lang tid at finde matroserne, værre var det, at det var ved at blive mørkt, og at vi blev nødt til at sove i en af de mange kroer. Vi valgte den første den bedste kro, og bestilte otte værelser hos værtinden.

Den næste dag Gik vi straks tilbage til skibet, og jeg aflagde rapport til Gjedde. da jeg kom op fra hans kahyt igen, stod Hans og ventede på mig. "Var det i dag, at vi skulle ind til Tranquebar med Hr. Gjedde?", spurgte han mig, og jeg nikkede til svar. Der gik fem timer med at forhandle om en passende koloniandel, og jeg gik veltilfreds i seng den aften. Den næste dag skulle vi igen ind til tranquebar, men denne gang skulle vi forhandle om, hvor meget vi skulle af med for vores tropekoloni.

Der gik en uge og to dage med at forhandle om prisen, men endelig blev den fastlagt, og vi kunne fryde os over, at Danmark nu havde fået sin første koloni.Den næste uge gik med spas og ballade, gåen i byen og laven fis. Personligt brugte jeg tiden til at uddybe min viden om indiske piger, og det blev efterhånden også svært at skjule, at jeg var brændt varm på en indisk pige. Da dagen oprandt, hvor vi så langsomt skulle til at tage afsked med Indien og vende snuderne hjemad, blev jeg ræd. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne selvfølgelig blive væk på afsejlingsdagen, men det ville jo være en form for desertering, og hvad med mine venner?. Jeg var virkeligt på røven. Jeg spurgte Hans, hvad jeg skulle gøre, og han sagde, at jeg skulle prøve at snakke med Gjedde om det. Først syntes jeg, at det var en tosset idé, men des mere jeg tænkte over det, des klarere blev det for mig, at det var det eneste rigtige at gøre. Jeg bestemte mig for at snakke med ham den næste dag. Straks om morgenen gik jeg ind til kaptajn Gjedde og forklarede ham, hvordan det hele hang sammen, og spurgte ham, om jeg ikke nok måtte blive i Indien, så jeg kunne være sammen med min indiske "perle", som jeg omtalte hende. Gjedde sagde, at han faktisk havde gået og tænkt på at spørge mig om den samme ting, for han manglede at finde en lille gruppe mennesker, der ville blive og passe kolonien. Jeg greb straks tilbudet og gik ud for at spørge Hans, om han ville blive og passe kolonien sammen med mig og de andre, og til min fornøjelse sagde han ja.

De næste par år gik meget godt for Hans og Erik, men efter tre år begyndte Hans at blive syg. To måneder efter at han var blevet syg, døde han. Efter Hans' død, begyndte livet i tropekolonien at blive mere og mere kedeligt for Erik og lige meget, hvad der blev gjort, kunne ingen forhindre, at Erik begik selvmord. Hans og Erik blev af resten af de danske arbejder i tropekolonien begravet ved siden af hinanden. Den danske tropekoloni i Indien bestod kun i 44 år (1621-1687).

Danmark fik senere andre kolonier, men det er en helt anden historie...

Ove Gjedde. Stik efter maleri af A.Wuchers.

Billedet stammer fra Ove Gjeddes ældre dage.

PERSONER:

Erik Grubbe: (1585-1676) næstkommanderende på handelsskibet "Christian". Hans: en opdigtet person, som forfatteren har fundet det passende at indsætte. Ove Gjedde: kaptajn ombord på handelsskibet "Christian", også hovedansvarlig for forhandlingerne om tropekolonien. Tygge Stygge: Førstestyrmand ombord på handelsskibet "Christian" .

Resten af besætningsmedlemmerne ville det være for besværligt at skrive om her, men forfatteren henviser til:

Mandskab: B244 V, skibsudredning: bemandingslister, Hvis man en dag skulle komme forbi det kongelige bibliotek.

LITTERATURLISTE:

Forfatter: Ulrich Ravnbøl Titel: Ceylon Udgivelsesårstal: 1972 Forlag: Samlerens Forlag ,Antal sider: 162

Forfatter: Thorkild Hansen Titel: Jens Munk Udgivelsesårstal: 1965 Forlag: Gyldendals bogklub Antal sider: 229

Forfatter: Gunnar Olsen Titel: Vore gamle tropekolonier Udgivelsesårstal: 1952 Forlag: Fremad Antal sider: 262

Forfatter: Hans Hartvig Seedorf Pedersen Titel: Ceylon Udgivelsesårstal: 1950 Forlag: Gyldendal, Antal sider: 209

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Rigsraad, Rigsadmiral.

Ove blev gift med Dorte Knudsdatter Urne, datter af Knud Urne og Margrethe Eilersdatter Grubbe, den 01 sep. 1622 i Kronborg. (Dorte Knudsdatter Urne blev født den 19 jul. 1600 i Halsted Kloster, døde den 06 jul. 1660 og blev begravet den 07 aug. 1660 i Roskilde Domkirke.)